Vores hverdag
Vi sørger for en genkendelig hverdag med faste rutiner, fagligt velfunderede aktiviteter og plads til spontan leg og udflugter i nærområdets skønne natur.
Vi har vores egen lille skønne legeplads, hvor børnene laver sandkager, gynger og ræser afsted på cykler. Indendørs har vi et rum med klatrestativ og puder, hvor børnene har mulighed for at udfordre sig motorisk, og hvor der er plads til at tumle og udfolde sig.
Hver dag samles vi kl 9.15 til formiddagsfrugt og kl 12 til frokost. Efter frokost sover de mindste børn og alle andre går på legepladsen. Vi er på legepladsen hele året rundt med meget få undtagelser. I sommerhalvåret tilbringes det meste af tiden med udendørsaktiviteter på legepladsen, samt i naturen og i nærmiljøet.
Temaer
Vi har lærerige temaer , eksempelvis “Liv under havet”. Her blev der lavet paptallerken-akvarier og bagt fiske-chokoladekage. Temaet bød også på et spændende besøg af Johannes-fisker, der dissekerede en fisk, mens børnene fik stillet en masse nysgerrige spørgsmål. Fisken blev tilberedt og smagt på, og indvoldene brugt til fodring af måger.
Teatersalen
Børnehuset Nørregade er placeret i samme hus som Kerteminde Amatør Teater, KAT. Vi har et godt samarbejde med teateret, hvor vi får lov til at låne teatersalen til aktiviteter såsom gymnastik og dans. I husets kælder er teatrets kostume-rum med tilhørende sminkespejle, som også lejlighedsvis lånes til at øve ord og grimasser.
Udflugter
Vi er så heldige at have gåafstand til både skov, strand og havnemiljø. Derfor er vi jævnligt på tur - enten i samlet flot eller i mindre grupper. Alt efter hvilket fokus turen skal have. Nogle dage fodrer vi fugle, andre dage øver vi at kigge os for - eller noget helt tredje som at tælle hvor mange forskellige typer dyr, vi kan finde.
Vores lille køkken
I Børnehuset Nørregade har vi et lille køkken, som også inddrages i lærerige aktiviteter. Her kan vi bage og smage på surt, salt og sødt. Køkkenet bruges især til vores temaer, hvor der blandt andet er blevet lavet lyskryds-boller og fiskeformet chokoladekage.