Om Børnehuset Nørregade
Børnehuset Nørregade (tidligere Kerteminde Legestue) blev etableret i 1978, og har siden da været placeret i Nørregade 15, Kerteminde. Vi er en lille selvejende institutionen med puljeordning hos Kerteminde Kommune.
Vi har plads til op til 22 børn i alderen 2-6 år, dog max 3 børn under 3 år og 1 måned. Det vil sige, at vi både har plads til store vuggestuebørn og børnehavebørn.
Vi arbejder aktivt med konceptet “Hjernen & Hjertet”, laver læreplaner og sprogvurderinger, og gennemfører før-skole-samtaler. Vi sørger for en genkendelig hverdag med faste rutiner, fagligt velfunderede aktiviteter med plads til spontane lege og udflugter i nærområdets skønne natur.
Børnehuset Nørregade er placeret i samme hus som Kerteminde Amatør Teater, KAT. Vi har et godt samarbejde med teateret, hvor vi får lov til at låne teatersalen til aktiviteter såsom gymnastik og dans. I husets kælder er teatrets kostume-rum med tilhørende sminkespejle, som også lejlighedsvis lånes til at øve ord og grimasser.
Børnehusets værdier
I vores børnehus lægger vi stor vægt på ro, nærvær og omsorg i hverdagen. Rolige voksne giver rolige børn og vi mener, at børnene skal have plads til leg for at styrke de sociale kompetencer. De voksne er tætte på børnene hele dagen og dermed styrkes deres personlig dannelse, fordi de kan guides i hensigtsmæssig retning med udgangspunkt i deres eget ståsted.
Børnene lærer at løse små konflikter, og de lærer at tage hensyn til hinanden. Det pædagogiske personale støtter børnene når behovet opstår. Børnene guides til at vise hensyn, respekt og omsorg for hinanden på tværs af alder. De lærer betydningen af, at have ansvarsfølelse for egne initiativer og det større fællesskab. Børnene guides i at blive selvstændige og selvhjulpne individer.
Tæt forældresamarbejde
Der er et tæt samarbejde mellem børnehuset og forældregruppen. Vi har forældre-vagt hver fredag af 3 timers varighed, hvor et familiemedlem (forælder eller bedsteforælder) deltager i aktiviteter med børnene.
Forældrevagten indebærer f.eks. højtlæsning, spil, og andre sjove aktiviteter med børnene ligesom at rengøring også kan være en del af forældrevagten. Hvis man har fået tildelt en vagt som passer dårligt i kalenderen, er det muligt at bytte indbyrdes og det er mulighed for at ønske favoritdage.
Kommende skolebørn
Kommende skolebørn bliver gjort selvhjulpne og selvstændige, så de er helt klar til skolestart. Der laves læse-lege og øves sprog, fingrene lærer at holde rigtigt på en blyant og der øves på at række hånden op, vente på hinanden og stå i kø. I månederne op til skolestart tager de ansatte børnene med på besøg på deres respektive skoler.
Personalet i Børnehuset Nørregade
-
Annette, pædagogmedhjælper
Annette elsker at lave mad med børnene, og har været ansat siden 2022.
-
Sarah, pædagogisk assistent
Sarah elsker at klippe-klistre og være kreativ med børnene, og har været ansat siden 2012.
-
Linda, pædagog
Linda er vild med gymnastik, elsker at være udendørs med børnene og har været ansat siden 2021.
-
Susan, pædagog
Susan elsker udeliv, bevægelse og musik - og har været ansat siden 2023.